Sidste fredag blev jeg ringet op af Janus, som godt kunne bruge noget hjælp til at få kålene i jorden. Og hvad er vel skønnere end at bruge en lørdag formiddag ude på landet med lærkesang over dig.
Janus havde forberedt projektet ved at trække 2 lange riller i hver række, med plantehuller i den rigtige afstand. De forspirede planter stod i kassevogn klar på ladet bag på traktoren, og så var det bare fremad i slowmotion.

Nu skulle der kastes med kålplanter: gående bag traktoren var det opgaven at ramme hullet i jorden, uden at den lille, sarte plante i sin egen lille terning af spirejord knækkede. Det gik for så vidt fint med den række, der var lige under mig, knap så godt med den, der var længst væk. For kålplanter, kasteteknik og tyngdelov lever deres eget liv, så af og til trimlede de over i traktorsporet på den anden side, desuagtet at traktoren bare kørte videre, selv om jeg skulle nå at springe frem og tilbage for at redde det lille skind fra truslen om at blive kørt over.

For det ville den nemlig blive i næste omgang: Nu skulle vi lægge os på ladet, hvorefter traktoren (nej, den var ikke førerløs) trillede ned gennem rækkerne igen, og liggende på maven var det opgaven at få hver plante presset godt og grundigt ned i hullet – som forhåbentligt var ramt nogenlunde præcist – så der ikke kunne stå vand i plantehullet. Jow, jow Spørg bare mine fingre, hvor godt de skulle trykkes ned, de kære små kål”spire”vipper.

Men det gik alt sammen fint, og efter nogle timer stod der 10 (eller var der 12) rækker med nydelige, om end lidt trætte babyplanter i den stenede jord. Og nu begynder farerne for alvor at lure for de små væsener: kålfluelarver!! Men da det nu engang er os, der forhåbentlig skal nyde godt af kålene, havde Janus klargjort en M E G E T stor rulle insektnet. Først skulle den rulles ud og derefter trækkes hen over rækkerne – lidt ligesom at lægge lagen på en seng, altså en i megastørrelse, dog uden at stramme til. Poser med sand langs kanterne, så nettet slutter så tæt som muligt, vi ved jo, at kålfluer og andet kravl er særdeles ihærdige, når det drejer sig om at møvre sig ind, hvor de ikke har noget at gøre.

Alt i alt en herlig dag, tilfredsheden ved at ha’ været med, og så selvfølgelig forventnings glæde ved at følge med i, hvordan det går med vores middagsmad.

Christine