Nyhedsbrev header
Kære Kundebonde medlem

Forårsarbejdet er skudt i gang, jeg har været i gang med at klargøre jorden, som hurtig blev tør efter et halvt års regnvejr. Der er blevet sået ærter og havre til hønsene. Græs og kløver er isået på den store mark ved skoven. Jeg har også kørt kompost ud og pløjet hvor vi skal dyrke kartofler. De første bede er blevet klargjort og de første tidlige kartofler er lagt. De første gulerødder og hestebønner er sået og det hele er sket i godt solskinsvejr, herligt.

Hjælp i grøntsagsmarken
Nu er det derfor tid til at gå videre med arbejdet i grøntsagsbedene.
Vi plejer altid at arrangere nogle kundebondedage i starten af april. Det kan desværre ikke lade sig gøre i år, på grund af forsamlingsforbuddet.
Derfor vil jeg gerne opfordre til at du giver en hjælpende hånd, med at hakke ukrudt væk mellem jordbærplanterne eller sætte løg.
Ved at kundebonde-medlemmerne kommer individuelt, undgår vi at smitte hinanden med corona-virus, hvis en skulle være så uheldig at være blevet smittet selv.
Du skriver bare en sms om hvornår du kommer, så skal jeg nok instruere på 2 meters afstand. Vel mødt på Blakgården. Mit nummer er 30 95 46 43

Husk at rette/oprette fast betaling
Som nævnt tidligere er det en meget stor lettelse for mig, hvis betalingerne forløber korrekt. Jeg kan hurtigt komme til at bruge for meget tid på at sende påmindelser ud, hvis betalingerne udebliver eller er med forkert beløb.
Husk derfor at rette/oprette en fast overførsel der starter den 1. april, med det korrekte beløb fra den nye kundebondeaftale.

Ny kode til vognen
Som alle andre år skiftes koden til kundebonde-vognen 1. april når en ny sæson begynder. Du finder den nye kode på medlemssiden: www.blakgaarden.dk/medlems-side/koden-til-traileren/

Med venlig hilsen
Janus Z. Sølvsten
Små kål
Små kålplanter næsten lige spiret frem i drivhuset. Der går endnu 3-4 uger inden de skal plantes ud.

Vi sår egentlig bare et frø i hver firkant, men det sker at der kommer 2 med. Så må de ekstra planter luges væk.
Lidt større kålplanter som snart kan plantes ud. Disse glaskål dækkes med fiberdug efter udplantningen, for at de vokser lidt hurtigere og for at beskytte mod kålfluer.
Større kål
Tromler
Her er jeg ved at tromle et af de første bede der skal tilplantes.

Først slås grøngødningen der vokser i bedet, derefter fræses bedet overfladisk. Ugen efter tildeles kompost som blandes ind i jorden.
Til sidst pakkes jorden med en tromle så såmaskinen ikke synker i jorden og laver for dybe så riller. Eller for at sikre at planterne står fast i den rigtige dybde, når de plantes med plantemaskinen.
Se video om efterafgrøder som også kaldes grøngødning: youtu.be/MWHk3s1GDS0
facebook 
Brevhoved - Blakgården amba