Nyhedsbrev header
Hej

Foråret nærmer sig. I sidste uge var vejret så lunt og tørt at jeg kunne så de første gulerødder. Jeg har også sået de første salat og spidskålsplanter, de står og vokser i vores nyopførte drivhus.
Vinteren har været præget af et stort arbejde med at formulere mision, vision og værdigrundlag sammen med kernegruppen. Vi har desuden lavet et udkast til vedtægter for en forbrugerejet andelsgård.

Baggrunden for vores arbejde har været planlægningsmødet i oktober, hvor alle medlemmer kunne deltage. Samt mange samtaler med forskellige kundebonde medlemmer. Det har været spændende at sætte de mange løse tanker sammen, til en sammenhængende idé.

Nu står vi overfor flere store opgaver:
  • Vi skal kommunikere vores idéer ud til medlemmerne. Til dette vil vi gerne lave en folder og en god forklarende tekst til hjemmesiden. Vi har brug for professionel hjælp til dette. Vi vil desuden holde 2 fællesmøder for medlemmerne i løbet af foråret.
  • Vi har brug for juridisk rådgivning i forbindelse med udarbejdelse at vedtægter til den rigtige selskabsform. Dette er for at sikre at medlemmerne trygt kan investere i at købe gården i fællesskab.
  • Til slut er målet at vi køber Blakgården, så vi kan sikre fremtiden for kundebonde fællesskabet.
Vi har nu brug for din økonomiske støtte.
Til at kunne gennemføre de 2 første punkter beder vi dig om din støtte.
Til dette har jeg oprettet et crowdfunding projekt på Coop´s hjemmeside:
https://crowdfunding.coop.dk/project/421
Her kan du støtte med 75 kr. eller få lov til at være med til at dele grøntsager den 6. april for 150 kr.

Det vil desuden være en kæmpe hjælp hvis du deler crowdfunding projektet med dine kontakter på de sociale medier eller på anden måde. Du må gerne bruge uddrag fra denne mail i dit opslag.

Hvorfor skal vi være en andelsgård?
Kundebonde er en ny måde at drive landbrug på, dette kræver sin egen organisationsform. Visionen er at drive mindre landbrug som opfylder nogle af de behov for fødevarer, oplevelser, kontakt med jorden m.m. som medlemmerne har.

Landbruget skal drives efter værdier som bæredygtighed, fællesskab og fair handel.
Medlemmerne betaler deres andel af produktionsomkostningerne og deler derefter de fødevarer der kommer ud af driften.
Formålet er ikke at skabe profit for ejerne men at skabe værdi for medlemmerne, miljøet og anstændige arbejdsforhold for medarbejderne på gården.

Ejerformen bør derfor også afspejle disse grundlæggende værdier.

Andelstankerne bygger på værdier som blev formuleret i forbindelse med opståen af de første brugsforeninger i 1800 tallet. Disse var en vigtig brik i udvikling af demokratiet. Men de danner også et rigtigt godt grundlag, for virksomheder der ønsker at sætte medlemmernes behov i centrum. F.eks. deler man overskuddet ud fra hvor meget det enkelte medlem har købt og ikke ud fra hvor meget kapital medlemmet har indskudt.

Alle virksomheder har brug for kapital og vi har da også brug for mange penge for at kunne købe en gård. Men vi er sikre på at medlemmerne vil være med til dette. Når de forstår alle fordelene. Vi har desuden som mål at alle nuværende kundebonde medlemmer skal kunne fortsætte, også selvom de ikke køber en andel. Dette og meget mere vil vi forklare nærmere på de planlagte fællesmøder i foråret.

Andre initiativer til andelslandbrug
Jeg har været i kontakt med Rasmus Willig, som er medstifter af foreningen andelsgaarde.dk. De ser andelslandbrug som en børneopsparing, hvor vi sikrer vores børn og børnebørn et bedre klima, større biodiversitet og super sunde fødevarer.
Jeg mener det kan være en god måde at se det på. Men vi kunne også spørge os selv: Hvem skal eje Danmark?
Som det ser ud nu vokser landbrugene i størrelse, landbrugsjorden opkøbes af større landbrug. Disse store landbrug kan ikke finde en køber, da ingen unge landmænd har råd. Derfor omdannes landbrugene nu til aktieselskaber. Disse aktieselskaber vil efterhånden komme i virksomheders ejerskab, blive yderligere sammenlagt og solgt videre til multinationale selskaber.
De oprindelige tanker om en nation er at det er dennes befolkning der skal eje landet. Ønsker vi at det er de multinationale selskaber der skal eje Danmark? Jeg gør ikke.
Mit forslag er at vi ud fra andelstankerne i fællesskab ejer Danmark. Vil du være med?

Jeg har også talt med Cristian Coff, som i 2001 var med til at stifte andelsgården Landbrugslauget. De har levet en lidt omtumlet tilværelse, fordi der ikke var nogen produktion på gården da de overtog den. Men efterhånden har de både opbygget produktion af mel og grøntsager. Vi er i en meget bedre situation, da vi nu både har ægproduktion og 130 kundebonde-medlemmer.

Der opstår i disse år flere nye initiativer ud fra andelstankerne og ønsket om fællesskab. Har du fået mod på at høre mere så kan jeg anbefale at deltage i et landdistrikts seminar afholdt af kooperationen. Tilmelding her.

Med venlig hilsen
Janus Z. Sølvsten

facebook
Brevhoved
MailPoet