På besøg hos kunde-bonder: Sofie og Karsten 

På besøg hos kunde-bonder: Sofie og Karsten

Mit næste besøg hos kunde-bonder blev hos Sofie og Karsten i Sejs. Sofie og Karsten er hhv. selvstændig psykoterapeut og psykiater. Jeg taler her med Sofie, der fortæller, at hun faktisk er bondedatter og elsker at gå ud i marken og høste.

Oplevelsen af kunde-bonde-konceptet 

Sofie og Karsten blev spontant kunde-bonder, efter en nabo havde anbefalet det. Sofie fortæller, at hendes første tanke var: ”Det er godt nok mange penge for gulerødder”, men impulsivt valgte de alligevel at prøve det af. I starten har de oplevet, at det har krævet en vis praktisk tilvænning i hverdagen, fx hvor meget har vi egentlig brug for af de forskellige grøntsager? Hvornår skal vi hente grøntsagerne?

Overordnet set synes Sofie, at kvaliteten af grøntsagerne er god, om end gulerødderne denne sæson havde været lidt svære at skrælle, da de var meget forgrenede. Det står også helt klart for Sofie, at de bruger langt flere grøntsager nu end før, hvilket hun er glad for.

Det praktiske liv som kunde-bonde  

Da Sofie og Karsten bor i Sejs, er der både langt til Blakgården og til trailerens placering de forskellige dage. De har løst denne forhindring ved at hente deres grøntsager i traileren hver mandag, hvor Karsten alligevel kommer den vej forbi i bil. Indimellem henter de også i Sydbyen eller på gården. Efter at de har orienteret sig i, hvad de mangler til ugen, henter de især rødbeder, kål, løg, gulerødder, hvidløg, pastinak, jordskokker, og hvad der ellers er af rødder (i vintersæson), til en uges tid ad gangen. De bruger ikke så meget kartofler. Nogle gange kører de en ekstra gang for at hente lidt mere – eller handler det i den lokale Brugsen, da det egentlig giver den samme udgift for dem pga. transporten til Blakgården/traileren.

De har et system med to poser, som de henter deres grøntsager i. Én til bladgrønt, og én til jordgrønt. Derudover har de et fancy køleskab med bio-skuffer, hvor der er 3 skuffer særskilt til grøntsager, så de kan holde sig længst muligt. Sofie og Karsten synes af og til det er lidt træls med al den jord i skufferne og besværet med at gøre grøntsagerne klar til brug, når de laver mad, hvorfor de overvejer at begynde at rense grøntsagerne for jord inden de kommes i skufferne. Dog ved de også godt, at den naturlige jord på grøntsagerne er med til at bevare grøntsagernes smag og holdbarhed.

Da Sofie og Karsten ikke har været med i en sommersæson endnu, har de naturligvis heller ikke høstet til egen fryser endnu. Udover det de kan få hos Blakgården, handler de også nogle grøntsager i Brugsen. Dette drejer sig især om avocado, tomat, peberfrugt, agurk og søde kartofler.

Sofie slutter af med at fortælle, at hun ville ønske, flere benyttede sig af muligheden og støttede op om de gode værdier, der ligger i konceptet. Hun nævner her omtanke, velvære og ansvarlighed. Dog er hun fra egen erfaring klar over, at der for mange kan være en hæmsko i økonomien, men er dog overbevist om, at hendes egen husholdningsøkonomi er blevet mindre, efter de blev kunde-bonder.

Af: Maria Lorenzen Højgaard

Skriv et svar