På besøg hos Kunde-bonder: Mette Maya

Sidst på foråret havde jeg fornøjelsen af at aflægge Mette Maya et besøg. Mette Maya bor i Sminge tæt på Blakgården med hendes sønner. De har været medlemmer siden efteråret 2016.

Oplevelsen af kundebonde-konceptet

Mette Maya har været kundebonde i næsten 2 år. For hende har det haft stor betydning, at hun kan få økologiske, lokale, sæsonbaserede grøntsager uden emballage og uden anden transport end cyklen. Derudover vil hun meget gerne støtte netop den slags lokale initiativer, som Janus har startet. Hun fortæller, at det gør hende glad at kunne tage cyklen ned og høste friske sæsongrøntsager, og ville ønske der var flere af den slags initiativer i området.

Det praktiske liv som kundebonde

Omkring to gange om ugen cykler Mette Maya hen til Blakgården for at proviantere. Hun vil helst selv høste så vidt muligt, så det er helt frisk. Hun har en lille papkasse, der lige passer på cyklen, som hun bruger til at transportere grøntsagerne i.

Mette Mayas indstilling er, at hun helst vil nøjes med det, hun kan få på Blakgården og ikke købe ekstra i butikkerne. ”Det er dyrt nok at være medlem” siger hun, og tilføjer, at hun dog køber tomater, agurk og æbler, når der ikke er det på Blakgården.

Når Mette Maya kommer hjem med sin høst bestående af det, der nu er tilgængeligt, får grøntsagerne egentlig bare lov til at stå i kassen udenfor. I kassen finder man typisk meget grønkål, squash, kål og rødbeder hos Mette Maya. Dog når det er meget varmt, kommer hun kartofler, kål og løg urengjort i køleskabet. Den eneste grøntsag hun undværer, er jordskokker – ikke fordi de smager grimt, men fordi hun oplever dem for besværlige at rengøre. Hun har gjort lidt i at fryse porrer og sylte rødbeder.

Mette Maya er meget opmærksom på deres forbrug af grøntsager i hjemmet og tager kun netop så meget, de kan spise, så så lidt som muligt går til spilde. Det er dog ikke hver dag, de spiser af grøntsagerne, men i salatsæsonen kommer der ofte et salathoved med hjem, der spises samme dag.

For Mette Maya er det mindre vigtigt med det fællesskab konceptet tilbyder. Hun er mest med for at støtte ideen og kunne spise lokalt, friskt økologisk og samtidig spare på benzin- og plastikforbruget. Det er en hjertesag for hende.